Mine båndoptagere

LYREC TR2 AR2

Dette er maskinen jeg har drømt om i mere end 40 år, en Lyrec TR2AR2. Da jeg endelig fik den for 5-6 år siden, forsvandt drømmen, tilbage er kun glæden og problemerne, men de er nu heller ikke at foragte, for det er problemerne der holder liv i glæden

Jeg så maskinen første gang i slutningen af 60’erne i et stort auditorium, hvor Danmarks Radio optog en udsendelse med Kristian Kryger, hvor han interviewede børn. Efter hver interview spillede han en plade. Men en tekniker oppe bagved startede TR2 når pick-uppen ramte pladen. Da optagelserne var færdige og båndet skulle spoles tilbage, flyttede han båndet ned under tonehovederne. Den spolede sindssyg hurtig.

Jeg blev dybt fascineret af den. Det er svært at pege på hvad det var der ramte. Den var meget anderledes end min Tandberg, og alle andre maskiner jeg kendte til.
Som studerende på Arkitektskolen blev vi belært om at form følger funktion. Det kunne tolkes på forskellig vis, men formen tog altid udgangspunkt i brugen eller funktionen. Det der ikke gjorde blev betegnet som for sjov.
Jeg tror, at det jeg så, var det klareste udtryk for den opfattelse. Alt ved maskinen bidrog til fortællingen om hvad en båndoptager er.

Som man kan se, består en båndoptager af en mekanisk del og en elektrisk del, de er placeret i hver sin kasse, og da den er transportabelt er kasserne udformet som kufferter med kraftige håndtag. De vejer tilsammen 45 kg. Det kan man ikke se.

Båndoptagerens funktion er ret enkel. Et lydbånd trækkes af en capstanmotor med en trykrulle hen over 3 tonehoveder. Højre spolemotor samler båndet op, og afviklermotoren sørger for en bestemt båndstramning, lige før tonehovederne er der et båndstyr, som udligner de mindste afvigelser af båndhastigheden. Et lille styr løfter båndet når det skal spoles.

 Forstærkeren indeholder 4 forstærkere, indspilleforstærker, afspilleforstærker, en udgangsforstærker til højttaler og hovedtelefon. Og en VU-meterforstærker.
Det er tydeligt, at det store VU-meter til kontrol af lydsignalet som sidder i midten, og de 2 store knapper i begge sider til regulering af ind- og udgangssignalerne er det vigtigste. Den midterste knap hvor man vælger hvilken lyd man vil måle på, må ydermere vige pladsen. Det er en fin variation
I midten forneden er der en omskifter til skift mellem 2 maskiner. Der er ca 15 min spilletid på en 18 cm bånd. Ved længere optagelser skifter man maskine hvor der er en pause.
Drejer man den øverste knap på maskinen til venstre, lyser de røde lamper på forstærkeren og den maskine der optager.

Delene er monteret direkte på en plade. Det er enkelt og let forståeligt, og så er den nemt at betjene, og ikke mindst nem at rense, og det interessante dengang var at alle skruerne var synlige, blanke linsehovede skruer. Dem måtte man heller ikke kunne se dengang.

Tonehoveder

Går man tæt på tonehovederne, er der igen sammenhæng mellem form og indhold. Tonehovederne sidder i hver sin dåse, og det er der god mening i.
De første tonehoveder var cirkulære ringkerne magneter, bestående af 2 halvdele, en opfindelse, som skyldes en tysk ingeniør Schüller ved AEG i 1933. Delingen af optagerhovedet betød en væsentlig forbedring af optagelserne.
Hovederne er omgivet af tykvæggede rør af et jernholdigt materiale. Dåsernes funktion er formentlig at afskærme for indstråling. Dåserne viser sig også at være velegnede til nyere tonehoveder.

Bagsiden af TR2
Bag forpladen ses de 2 spolemotorer med bremser, capstanmotoren som via mellemhjul trækker et stort svinghjul, og slettegereratoren øverst til højre
De store modstande er til den variable spolehastighed, og de mindre modstande og kondensatorer fjerner kontaktstøj
Det er gedigne sager og det undrer at der skal så stor en motor til at trække et næsten vægtløs bånd, men jeg så da teknikeren startede maskinen, havde den kun 10 cm bånd til at komme op i korrekt hastighed.

Det indre af AR2
Forstærkeren AR2 består af 4 forstærkere, indspille- afspille- effekt- og en lille VU-meter forstærker. Jeg ved ikke hvilken forstærker der er hvad, men der står VU midt på den nederste plade til højre. Forstærkerens opbygning ser velordnet ud.

Svend Asmussens maskine
En Lyrec båndoptager var ikke en båndoptager i almindelig handel. Den var ikke for private. Svend Asmussen havde en, Han havde også Lyrecs første 8 spors maskine, den skimtes inde bagved TR2. Den kostede 90.000 kr i 1970

TR2 og min TR2
En interessant detalje. Forpladen på Lyrecs maskine måler 445x280mm. Det er næsten det gyldne snits forhold mellem længde og højde. Nøjagtig det samme forhold har min maskine, som måler 400x246mm
Den store divideret med den lille giver i begge tilfælde 1,625, og den store + den lille divideret med den store giver i begge tilfælde 1,615. De to tal er tæt på at være ens

Det interessante ved at eftergøre er, at man kommer tæt på hvilke tanker der ligger bag originalen. Det er både afslørende og lærerigt. Det har jeg flere eksempler på.
Selvom maskinen er blevet designet ud fra helt rationelle overvejelser, så er den det alligevel ikke.

1951 er året hvor Lyrec leverer de første 35 TR2 AR2 optagerapparater til Statsradiofonien

SH2 A43
Det hele startede med at den nyuddannet civilingeniør Holger Lauritsen i 1944 blev ansat som leder af Statsradiofoniens laboratorium.
Han havde som afgangsopgave på Polyteknisk Læreanstalt udviklet en forbedret skriver til skæring af lakplader, som var bedre en Neumanns. Et dæmpningsmateriale skal udskiftes efter hver 200 timer, og det kunne man gøre enklere med den nye skriver end det lod sig gøre med Neumanns skrivere, og Holger Lauritsens skriver kunne skære til en højere frekvens, 7,5 kH

På Laboratoriet møder han Th Petersen. Th som han blev kaldt var finmekaniker, sammen udviklede de skriveren, så den kunne produceres. Der var stort behov for skrivere, Neuman i Berlin var blevet bombet i 1940.
Man kunne dengang ikke være ansat i Statsradiofonien og samtidig drive forretning ved siden af.
Th forlader derfor Statsradiofonien og indsender en patentansøgning på skriveren og starter firmaet Lyrec i 1945. Der bliver lavet en forstærker til den, og en synkronmotor til pladespillere.

Billede 16 SH2 Skæremaskine til lakplader
I 1947 har firmaet udviklet en skæremaskine til lakplader. Den solgte vist rigtig godt.
Der var 2 slags plader voksplader og lakplader. Vokspladerne var 40 cm i diameter og 3,5cm tykke. Efter brug kunne de slibes og skæres på ny. Der var gods til 15 slibninger. Lakplader er en metalplade med lak på begge sider.
Pladeskæremaskinen var transportabel og blev også brugt i Statsradiofoniens OB-vognene. Min maskine kommer fra DSB hvor den har været brugt til at indspille beskeder til stationerne. ”Toget til Esbjerg afgår….”
Jeg har forsøgt at finde ud af hvor man har optaget pladerne og hvordan de er blevet afspillet på stationerne. Det kunne være interessant med en afspillemaskine, men ingen ved noget. DSB Museet i Odense ved ingenting, og en Jernbaneklib samme sted ved endnu mindre.
Et lille museum i Struer er det eneste museum som har interesseret sig for livet på stationerne. Det er en kultur ingen ved noget om tilsyneladende eller interesserer sig for.

TR4
Allerede i 37 blev der eksperimenteret med optagelser på lydbånd. Kvaliteten var ikke så god som med pladerne
Først i 1948 kommer der bånd fra 3M som lydmæssigt er på højde med pladerne, endda med den halve hastighed 15” i sec.
Statsradiofonien overtaler Lyrec til at udvikle en professionel båndmaskine. Den bliver til i samarbejde med Holger Lauridsen. I 1950 kommer den første maskine TR1 AR1. Allerede året efter kommer en forbedret udgave og hedder TR2 AR2. I 1952 kommer en stationær maskine TR4 til de store bånd.

Holger Lauritsen er ellers mest kendt for sine eksperimenter med stereo på en kanal. Jeg har fået det demonstreret, det virker.

TR532

I 1977 bliver der leveret en 24 spors Lyrec TR532 til 2” bånd til Round House i London. Det er et teater som Østre Gasværk i København bare 3 gange større. Der er plads til 3500 tilskuere.

TR532 med fjernbetjeningsbox ATC som kan alt muligt. ATC’en er udviklet af Lyrecs mangeårige medarbejder.

Billede 31 TR2 til rep
Hvad vil du med det gamle lort, er jeg blevet spurgt, jeg kan bare sige ingenting. Jeg vil ingen ting med dem, de var engang bærer af en drøm, som altså ikke er der mere. Men glæden blev tilbage. Men når glæden er blevet til hverdag, mærkes den ikke så tydelig. Glæden er en flygtig følelse, som til stadighed skal næres, hvis den ikke helt skal forsvinde.

En maskine holder som alt andet ikke evigt, den slides, den går i stykker den skal vedligeholdes. I den proces er der næring til glæden.
En maskine er interessant i kraft af det den kan, Jeg har derfor den holdning, at mine maskiner skal kunne det der oprindelig var meningen med dem. Kan de ikke det, må de repareres men med så få indgreb som muligt. En gammel maskine skulle gerne vedblive at være gammel.
Maskinerne er historiske genstande som har museal interesse. Man kan også opfatte dem som brugsgenstande, med særlige egenskaber, eller med en særlig historie.

En maskine kan være mere eller mindre velbevaret. En maskine der næsten ikke er rørt ved har en højere bevaringsværdi end en maskine som har undergået visse ændringer, som så til gengæld har en højere fortælleværdi. Den velbevarede fortæller om hvordan den var som ny, den anden om hvad der er sket løbende, og hvad de har tænkt, dem, der har forvaltet den undervejs.

Jeg har kun været optaget af maskinerne, men fik så tegninger og diagrammer hvor der stod nogle navne. Maskinerne fik nærvær. Maskinerne var blevet til i samarbejdet med nogle mennesker, som havde bestræbt sig på at løse en opgave bedst muligt.
På det grundlag synes jeg det er vigtigt at maskinerne fungerer så godt det nu lader sig gøre med indgreb som begrænser sig til det absolut nødvendige.
Har de kørt nogle timer, er tonehoveder så slidte, at lyden ikke har samme kvalitet så da maskinen var ny.
Jeg synes de gamle maskiner lyder bedre end de nye men det er selvfølgelig indbildning.

Det har været problemer med alle maskiner. De har været ualmindelig beskidte, der er blevet røget i teknikrummene tidligere

Den mekaniske renovering omfatter gerne kuglelejer, bremseruller eller bremsebånd. Fedtet i kuglelejerne er blevet hård så de næsten ikke kan dreje rundt, og de små lejer i båndstyrene hviner. Lejerne kunne godt renses, men de vil støje, og de samme lejer fås stadigvæk.

Billede 32a 32b 32c Diagram, rep modstand, brændt modstand
Jeg har ikke indsigt i radio- og forstærkerteknik, men jeg kan læse diagrammer og finde frem til en defekt komponent, fx en trådviklet modstand med flere udtag, hvor en af sektionerne var afbrudt. Jeg monterede en modstand med samme værdi udenpå den defekte.
Man kan ikke se om lejerne er nye eller gamle, men med modstanden kan man tydelig se at der har været en skade og se hvordan den er afhjulpet. Det samme med en brændt modstand, men den må erstattes af en ny.

Min stue

Jeg har Lyrecs ældste maskiner, dem jeg har drømt om og jeg har dem opstillet i min stue med bånd og de er alle tilsluttet en mixer og forstærker og alle kan spille undtaget den store 24 spors maskine. Den er ikke tilsluttet. Jeg har ikke muligheder for hverken at indspille eller afspille alle spor på en gang. 8 spor kan lade sig gøre. Der er 5 m mellem TR532 og mixeren x 16 – 80m + 32 stik og moms

Nagra lll
En anden maskine som også har været en drøm i 40 år og som i den grad afviger fra den gængse opfattelse af god form er Nagra lll. Den har den samme enkelthed og klarhed eller er måske klarere end lyrec, eller er måske det ultimative bud på en båndoptager. Den kom i 1957, det er en fuldspors monomaskine som Lyrec, og revolutionerede indspilning af lyd til film. Der sidder et ekstra tonehoved som indspiller en lyd fra filmkameraet, som bruges til at synkroniserer lyd og billede i klippebordet
Det er en fantastisk maskine med meget fine data selv i bevægelse. Der står at den kan tabes og spiller lige godt. Den spiller i 40 gr frost, derfor skal den kunne betjenes med vanter på.
Så giver alt mening når man kigger rundt på den.

TR20A A45
Jeg har haft er par maskiner med forstærkere stående i kælderen i måske 10 år. De lød og lugtede fælt når der blev sat strøm til dem. De var egentlig til skrot
Tilfældig så jeg i dba en i Låsby som ville bytte en viklemaskine med en 10mm gevindtap, det var ikke til at stå for. Jeg ved ikke hvordan vi kom til at snakke om mine rørforstærkere, men dem kunne han godt lave, men han gad ikke. Han var medlem af en radioamatørklub i Silkeborg hvor han mente der var muligheder for hjælp. Det var rigtig, jeg blev godt modtaget og kom i lære hos Jim, og lærte om rør, om at måle og jeg lærte at lodde, det vigtigste er nok jeg lærte hvordan man omgås dem, og de 2 forstærkere kom til at spille. Den ene spiller helt perfekt, den anden ikke helt endnu, men det er helt fantastisk at man med sådan noget gammelt lort møder fagligheder som man ellers ikke ville komme i kontakt med.

TR2 på arbejdsbordet
Jeg har haft store problemer med den anden TR2. der var en spænding på 220 volt mellem den og en anden maskine. Jeg har næsten haft alle komponenter loddet fra uden at finde fejl. Så var der en bekendt der sagde at der ikke var stelforbindelse i maskinen. Derefter tog det 10 min at finde ud af at der var overgang i højre spolemotor.

Nu spoler den først frem før den spoler tilbage.
Sådan kan man blive ved, men jeg stopper her